Aalholm lukker - hvad nu?

Opdateret den 1/8-2010

Retur til forsiden

Fra LFVK Blad nr. 78 - Sommer 2010

Det var et kæmpechok, da det kort og klart blev fortalt, at Aalholm vil sælge sin samling af veterankøretøjer og samtidig lukke og slukke for det museum, som har været en attraktion for hele vores landsdel siden 1964.

Da det åbnede, var det enestående og visionært.

Tiden og tiderne har taget hårdt på det berømte museum, og her 46 år senere synes det at være endegyldigt forbi.

Jeg skal være helt ærlig og sige, at jeg ikke havde regnet med så mange positive tilkendegivelser. Folk, jeg ikke kender, har sagt: Go’ for it - og bare sig til.

Men selv om vores klub er meget stor interessent i veteranbevægelsen, så skal vi ikke lave et nyt museum, men vi skal være indpiskere, så idéer og forslag til et nyt, mere spændende og langt mere visionært museum, kan blive en realitet.

Om det så skal tage 2-3 år, inden det står færdigt.

Selv om det i skrivende stund kun er 14 dage siden, at bomben sprang, så har jeg prøvet, at skitsere en løsning, som vil løse flere problemer på een gang.

Jeg skal understrege, at der hverken er sat økonomi på, eller indgået aftaler om finansiering eller placering, men når man hører, at Knuthenborg netop har fået udlagt 110 hektar til turist- og transportformål, så ville det jo være en oplagt placering.

Tankerne er at samle hele landsdelens tekniske museer på eet sted. Det vil sige Motorcykelmuseet, Radiomuseet, Traktor - museet, Brandmuseerne - naturligvis en stor samling af veteranbiler - enten fra Aalholm, hvis det er muligt på fornuftige vilkår eller en samling, som indkøbes til lejligheden af os fra øerne i en slags folkesag, så vi ikke igen står med et problem om, hvorvidt samlingen kan forblive en attraktion.

Derudover ind tænkes en Skafte-Rasmussen-samling, idet Skafte-Rasmussen, som er manden bag DKW, er født og opvokset i Nakskov, ligesom en samling omkring Elle-hammer, der mest er kendt for sin første flyvning i 1906 - men som faktisk var lidt af et teknisk geni.

Og når vi er ved teknikken, så vil det være helt indlysende at lægge museet op ad sporene til veteranbanen mellem Maribo og Bandholm.

Jeg har tænkt en masse andre tanker, som det vil være for omfattende at fortælle og beskrive her, men jeg vil tale med René Christensen om evt. at låne et par minutter i slutningen af hans indlæg den 8. juli i vort klubhus.

Pengene har vi ikke, aftalerne har vi ikke - men visionerne, som ligger på linje med vore input til Beslutningsforslaget om veteraner -de ligger klar til brug.

Af Carsten Andersen Formand i LFVK